VELKOMMEN
Jeg hedder Birgitte og er den lykkelige ejer af de dejligste flatcoated retrievere Ella (fra maj 2016) og hendes dejlige datter Bobbi (fra okt. 2019) og Bobbi’s søde datter Minnie (fra april 2023).
I de forskellige menuer i top-bjælken kan du ikke undgå at få et klart billede af, hvad jeg gerne vil med mit kommende opdræt – og hvor dedikeret, jeg er til opgaven.
Jeg har altid haft hund! Jeg har altid trænet hunde. Og jeg har gennem livet fået hvalpe på mine hunde. Men jeg har først fået kennelmærke i 2019.
Jeg har brugt mange år på at samle viden ind og få erfaring i “banken”. Da mine 2 børn blev voksne og flyttede, fik jeg tiden og følte mig klar til ansvaret som opdrætter – med stor lyst til at avle de bedste hunde til jer derude, der vil værdsætte og elske en sund og stærk hund, avlet efter de bedste linjer.
Jeg var dog aldrig kommet hertil uden meget dygtige og endnu mere erfarne mennesker omkring mig – så lad det være sagt lige her: Tusind tak til alle jer derude, der på en eller anden måde har bidraget med viden og erfaring, venskab, træning, gode råd og værdifulde debatter samt praktisk hjælp til opstart af en kennel.
Jeg har på vejen hertil taget DKK´s uddannelser som hhv. Hundeholder og Opdrætter.
Og jeg har i 2024 taget Danmarks Jægerforbunds Jagthundeinstruktør-uddannelse.
Jeg har løbende holdtræning i SFR-regi.
Jeg stiller mine hunde på div. prøver i SFR og DJ og evt. i Sverige. Jeg stiller dem på minimum én udstilling efter de er fyldt 2 år. Og jeg tager mine hunde med på ande- og fasanjagt – hvor de samler op.
Så til alle jer, der kunne ønske jer en flatcoated retriever af god afstamning som bedste ven – Velkommen!
Kontakt mig gerne for en hundesnak og hør om kommende hvalpeplaner.
Birgitte
Klik evt. på billedet over menuen, for at se flere billeder.